Programnoter til Mahler-fejring oktober 2011

Mahler-Schoenberg

“Mestre på Mandage”. 24. oktober 2011

Det Kongelige Danske Musikkonservatorium
Sinfonietta-koncert.
Frederik Støvring Olsen, dirigent

MAHLER: Klaverkvartet i A-mol

MAHLER: Lieder eines Fahrenden Gesellen (instr. Arnold Schönberg)
1. Wenn mein Schatz Hochzeit macht
2. Ging heut Morgen übers Feld
3. Ich hab’ein glühend Messer
4. Die zwei blauen Augen von meinem Schatz

MAHLER: Symfoni nr. 4 i G-dur (instr. Erwin Stein)
1. Bedächtig, nicht eilen
2. In gemählicher Bewegung, ohne Hast
3. Ruhevoll, poco adagio
4. Sehr behaglich

VEREIN FÜR MUSIKALISCHER PRIVATAUFFÜHRUNGEN
I 1918 stiftede Arnold Schönberg Verein für Musikalische Privataufführungen” , og man kunne let have ham mistænkt for at gøre det af pragmatiske grunde. Foreningen gav ham og andre komponister et forum til at præsentere og opføre nye kompositioner. De fleste af de værker der blev opført var komponeret af Schönberg og hans elever Berg og Webern, men også værker af bl.a. Debussy, Ravel, Krenek og Gustav Mahler blev opført.
Af økonomiske årsager opførte foreningen oftest kammermusik. Værker for store besætning blev omarrangeret så man kunne spille det med en håndfuld solistvante musikere. Tit blev nye værker spillet flere gange i løbet af en periode, så publikum kunne lære værkerne bedre at kende.
Hvilken funktion har disse arrangementer i dag, hvor alle værker gennem indspilninger er mere tilgængelige end de var dengang? Vi kan bruge arrangementerne som et slags forstørrelsesglas. De sætter fokus på værkernes gennemsigtighed og særegne lyd, og de giver publikum mulighed for at følge komponisternes strukturmæssige hensigter, uden at det er pakket ind i symfoniorkesterets til tider store klangbillede.

Mahler som kammermusik
Mahler’s symfoni nr. 4 i G-dur er på mange måder oplagt at omarrangere til kammerensemble. Symfonien er fra Mahlers hånd mere kammermusikalsk end den er symfonisk. Dimensionerne i Mahler’s originale instrumentation er endda meget mindre end resten af hans symfoniske værker. Symfoniens fundament ligger tæt på det wienerklassiske ideal, og det er her Schönbergs elev Erwin Stein, der har arrangeret denne symfoni, har taget sit udgangspunkt. Resultatet er en gennemført version, der opfylder Mahler’s originale intentioner. Mahler’s collage-teknik i første sats er fint overført og tredjesats’ schrammel-agtige suk og sentimentale melodier er lige ved at være mere originale end i udgaven for symfoniorkester. (Schrammel er en betegnelse brugt om traditionel wienerisk musik spillet af strygekvartetter.)

Mahler skrev mange af sine sange både for klaver og for stor symfonisk besætning. Hvor piano-akkompagnementet mere indbyder til intimitet kan de store orkestrale versioner ruske os godt igennem, når det kommer til klangfarver og dynamik. Med Schönbergs udgave af Lieder eines fahrenden Gesellen for kammerensemble får vi lidt fra begge verdener. Vi får både det intime i kraft af det lille ensemble, men også et fint indblik i de klangfarvemuligheder symfoniske instrumenter kan give os.

OM AFTENENS VÆRKER
Mahler var i sin levetid mere berømt som dirigent end han var som komponist. Han delte sin tid op, så han for det meste komponerede om sommeren og brugte dermed vinteren og resten af året på at dirigere. I starten blev hans værker ikke vel modtaget, da de af mange blev opfattet som for monumentale, følelsesmæssige og personlige. Men med tiden blev værkerne mere og mere accepterede. Mahler havde kærlighed for detaljen i alle aspekter af musik, og hans partiturer er fuldt udskrevne instruktionsbøger for dirigenter og musikere. F.eks. er alle ekspressive temposkift og dynamiske niveauer skrevet ind i musikken, så der på ingen måde er chance for at misfortolke hans intentioner.

Mahler komponerede klaverkvartetten i 1876 mens han studerede på konservatoriet i Wien. Klaverkvartetten viser træk af Schubert og Brahms uden egentlig at lyde som dem.
Det er et væsentligt værk, for det er stort set det eneste eksempel, vi har på Mahler’s tidlige kompositioner, og det giver os et værdifuldt indblik i hans kompositions-teknik, som tidligt var ret udviklet.

Lieder eines Fahrenden Gesellen (En Rejsende Ungersvends Sange) er en sang-cyklus på fire sange skrevet for mezzosopran eller baryton. Sangene blev komponeret i 1884 og Mahler brugte sin egen lyrik, som han skrev i forbindelse med et kærlighedsforhold med sopranen Johanna Richter, der endte ulykkeligt under hans ophold som dirigent for operahuset i Kassel (1883-1885).
Han var meget glad for netop disse sange og brugte dem flittigt som tematisk materiale i hans første symfoni, og i 1896 reviderede han sangene.
Mahler’s værker har altid en stærk forbindelse til naturen og til de store spørgsmål om liv, død og kærlighed. Han var endvidere en stor beundrer af østrigsk kultur, han var utrolig patriotisk og meget optaget af det åndelige liv. Sangene, der er skrevet tidligt i Mahler’s karriere, indeholder alle disse elementer.

Wenn mein Schatz Hochzeit macht
Den første sang beskriver ungersvendens store sorg over at miste sin elskede til en anden. Han beskriver, hvordan verdens skønhed ikke kan afholde ham fra at sørge og have triste drømme:

Wenn mein Schatz Hochzeit macht,
Fröliche Hochzeit macht,
Hab’ ich meinen traurigen Tag!
Geh’ ich in mein Kämmelein,
Dunkles Kämmerlein,
Weine wein’ um meinen Schatz,
Um mein lieben Schatz!

Blümlein blau! Verdorre nicht!
Vöglein süss!
Du singst auf grüner Heide.
Ach, wie ist die Welt so schön!
Ziküth! Ziküth

Singet nicht! Blühet nicht!
Lenz ist ja vorbei!
Alles Singen ist nun aus!
Des Abends, wenn ich schlafen geh’
Denk’ich an mein Leide!
An mein Leide!

Ging heut’ Morgens übers Feld
Denne sang er cyklussens mest positive sang. Sangen indeholder glæde og forundring over de enkle ting i naturen som fuglefløjt og dug på græsset. “Er det ikke en herlig verden?” – lyder omkvædet. Men til slut bliver ungersvenden mindet om, at på trods af al skønhed i naturen, vil hans glæde ikke blomstre mere, nu hvor hans store kærlighedhed er væk:

Ging heut’ Morgens übers Feld,
Tau noch auf dem Gräsern hing;
Sprach zu mir der lust’ge Fink:
“Ei du! Gelt? Guten Morgen! Ei gelt?
Du! Wird’s nicht eine shöne Welt?
Zink! Zink! Schön und flink!
Wie mir doch die Welt gefällt!”

Auch die Glockenblum’ am Feld
Hat mir lustig, guter Ding’,
Mit dem Glöckchen, klinge, kling,
Ihren Morgengruss geschellt:
“Wird’s nicht eine schöne Welt?
Kling, kling! Schönes Ding!
Wie mir doch die Welt gefällt! Heia!”

Und da fing im Sonnenschein
Gleich die Welt zu funkeln an;
Alles Ton und Farbe gewann
Im Sonnenschein!
Blum’ und Vogel, gross und Klein!
“Guten Tag,
ist’s nicht eine schöne Welt?
Ei du, gelt? Schöne Welt!”

Nun fängt auch mein Glück wohl an?
Nein, nein, das ich mein’,
Mir nimmer blühen kann!

Ich hab’ ein glühend Messer
Den tredje sang er fuld af fortvivlelse. Ungersvenden sammenligner tabet af hans elskede med at få sit hjerte gennemboret af en kniv. Han er nået til det punkt, hvor alt i universet minder ham om hende, og han ønsker, at han faktisk havde den omtalte kniv:

Ich hab’ ein glühend Messer
Ein Messer in meiner Brust,
O weh! Das schneid’t so tief
in jede Freud’ und jede Lust.
Ach, was ist das für ein böser Gast!
Nimmer hält er Ruh’
nimmer hält er Rast,
Nicht bei Tag, noch bei Nacht,
wenn ich schlief!
O weh!

Wenn ich den Himmel seh’
Seh’ich zwei blaue Augen stehn!
O weh! Wenn ich im gelben Felde geh’
Seh’ich von fern das blonde Haar
Im Winde weh’n!
O weh!

Wenn ich aus dem Traum auffahr’
Und höre klingen ihr silbern Lachen,
O weh!
Ich wollt’, ich läg auf der
Schwarzen Bahr’,
Könnt nimmer die Augen aufmachen!


Die zwei blauen Augen von meiner Schatz
Sangen beskriver ungersvendens store sorg, når han mindes sin elskedes to blå øjne. Han ligger under et lindetræ. Bladene falder ned på ham, og han ønsker sig tilbage til før han tog ud på sin rejse:

Die zwei blauen Augen
von meinem Schatz,
Die haben mich in die
weite Welt geschickt.
Da musst ich Abschied nehmen vaon allerliebsten Platz!
O Augen blau,
warum habt ihr mich angeblickt?
Nun hab’ ich ewig Leid und Grämen!

Ich bin ausgegangen
in stiller Nacht
wohl über die dunkle Heide.
Hat mir niemand Ade gesagt
Ade!
Mein Gesell’ war Lieb und Leide!

Auf der Strasse steht ein Lindenbaum,
Da hab’ ich zum ersten Mal
im Schlaf geruht!
Unter dem Lindenbaum,
Der hat seine Blüten
über mich geschneit,
Da wusst’ ich nicht, wie das Leben tut,
War alles, alles wieder gut!
Alles! Alles, Lieb und Leid
Und Welt und Traum!


Gustav Mahler’s Symfoni nr. 4 blev komponeret mellem 1899 og 1901. Det er den tredje symfoni, der bruger tekst fra Des Knaben Wunderhorn, der var en samling af folkelyrik udgivet i starten af det 19. århundrede. Mahler skrev selv om symfonien: “I de første tre satser hersker der en bevidsthed om et højere rige, der endnu føles fremmed for os mennesker (…) Når mennesket fuld af forundring søger efter meningen med dette, svarer barnet ham med sidste sats: Dette er det himmelske liv!”
Den melodiøse første sats skuer tilbage mod Schubert og endda helt tilbage til Haydn. Det kvidrende åbningsmotiv optræder både i første og sidste sats som en slags skillevæg mellem de forskellige formled.
Anden sats’ scherzo er en spøgelsesdans. Spøgelset bliver portræteret af en soloviolin, der er stemt en hel tone op for at give en mere gennemtrængende tone. Mahler skrev om denne passage: “Freund Hein spielt auf”. Freund Hein var i middelalderen et øgenavn for selveste Døden, som enten ledte folk til himmelsk evighed eller evig fordømmelse.
Tredje sats‘s adagio er en sats med to sæt variationer, der roligt folder sig ud. Før codaens lidenskabelige udbrud bliver variationerne afbrudt af en lille dansesekvens bestående af en ländler, en minuet og en vild sigøjner-dans.
I fjerde sats’ finale hører vi en sopran synge teksten fra Des Knaben Wunderhorn. Digtet er skrevet i et naivt sprog og beskriver himlen set igennem et barns øjne. Satsen beskriver forberedelserne til et festmåltid for alle helgenerne. Barnet gør det klart at det himmelske festmåltid sker på bekostning af dyrene. F.eks. et offerlam.

Wir geniessen die himmlischen Freuden,
D’rum tun wir das Irdische meiden.
Kein weltlich’ Getümmel
Hört man nicht im Himmel!
Lebt alles in sanftester Ruh’.
Wir führen ein englisches Leben,
Sind dennoch ganz lustig daneben;
Wir tanzen und springen,
Wir hüpfen und singen,
Sanct Peter im Himmel sieht zu.

Johannes das Lämmlein auslasset,
Der Metzger Herodes d’rauf passet.
Wir führen ein geduldig’s,
Unschuldig’s, geduldig’s,
Ein liebliches Lämmlein zu Tod.
Sanct Lucas den Ochsen tät schlachten
Ohn’ einig’s Bedenken und Achten.
Der Wein kost’ kein Heller
Im himmlischen Keller;
Die Englein, die backen das Brot.

Gut’ Kräuter von allerhand Arten,
die wachsen im himmlischen Garten,
Gut’ Spargel, Fisolen
Und was wir nur wollen.
Ganze Schüsseln voll sind uns bereit!
Gut’ Äpfel, gut’ Birn’ und gut’ Trauben;
Die Gartner, die alles erlauben.
Willst Rehbock, willst Hasen,
Auf offener Strassen
Sie laufen herbei!

Sollt’ ein Festtag etwa kommen,
Alle Fische gleich mit Freuden angeschwommen!
Dort läuft schon Sanct Peter
Mit Netz und mit Köder
Zum himmlischen Weiher hinein.
Sanct Martha die Köchin muss sein.

Kein’ Musik ist ja nicht auf Erden,
Die unsrer verglichen kann werden.
Elftausend Jungfrauen
Zu tanzen sich trauen.
Sanct Ursula selbst dazu lacht.
Kein’ Musik ist ja nicht auf Erden,
Die unsrer verglichen kann werden.
Cäcilia mit ihren Verwandten
Sind treffliche Hofmusikanten!
Die englische Stimmen
Ermuntern die Sinnen,
Dass alles für Freuden erwacht.