Er abonnementsordningen som vi kender den død?

Scenekunsten, koncerthusene, orkestre, opera- og dansekompagnier med undtagelse af de store stadionkoncerter står globalt over for nogenlunde samme dilemma;

Publikum er stadigvæk afventende og køber ikke abonnementer til hele sæsoner på samme niveau som før COVID-pandemien ramte verden. Vi har på globalt plan mistet ca. 1/3 del af kernepublikummet. I Danmark kunne man læse i applaus', Danske Ensembler, Orkestre og Operainstitutioner DEOO's og Dansk Teaters store publikumsundersøgelse, at 27% af kernepublikummet ikke har været i teatret eller til koncert de sidste seks måneder. Undersøgelsen formidler også, at det for klassisk musik faktisk gælder hele 40%.

Men med kun 2,1% respondenter, hvoraf 58,6% er fra København og Nordsjælland, så vil jeg vove at påstå, at det på ingen måde er repræsentativt for det klassiske musikliv i Danmark.

Det ændrer ikke ved, at det på papiret er voldsomme tal!

I USA ser vi samme tendens - dog virker det mere voldsomt - F.eks. var det kun lidt under halvdelen, som fandt vej til forestillinger på Broadway sammenlignet med tallene fra den sidste før-COVID-sæson. En af verdens mest legendariske koncertsale i NYC, Carnegie Hall kunne berette om 88% solgte billetter sammenlignet med 93% før pandemien, hvilket i første omgang virker som et hæderligt tal pandemien taget i betragtning, MEN de havde også skåret koncerterne ned fra 170 om året til 115.
(Kilde: https://www-nytimes-com.cdn.ampproject.org/c/s/www.nytimes.com/2022/08/21/arts/performing-arts-pandemic-attendance.amp.html)

Tallene i USA er værre, end dem jeg læser i Danmark og i Europa, men vi skal naturligvis huske på, at der stadig er restriktioner rundt om i verden, og de rammer bare live-industrien hårdt. I USA gælder det især i de store byer - det er f.eks. ikke helt uvæsentligt for Broadway, at folk stadigvæk arbejder hjemme i stor stil, og at turisterne bliver væk. Folks generelle adfærd har selvfølgelig indvirkning på deres kulturforbrug.

Dyster læsning eller hvad? Jeg ser lyspunkter :

• LYSPUNKT 1: Der er lavet en publikumsundersøgelse på tværs af kunstarter i Danmark
  Jeg har armene op over, at kunstneriske organisationer og institutioner arbejder sammen på tværs om det her. Det er værdifuld data, og selvom tallene for den klassiske musik i undersøgelsen er højst usikre, så kan vi sagtens blive klogere igennem de andre branchers tal.
  
  

• LYSPUNKT 2: Organisationen Scenit beretter, at deres opgørelser over billetsalg til indeværende sæson ligger 5% over selvsamme salg i sæsonen 2018-2019, og at det primært omhandler løssalgsbilletter - ikke abonnementer.
  Hvorfor er det et lyspunkt? Vores abonnenter forsvinder jo!!!! Tallet er for mig en frisk reminder om, at vi måske skal gentænke hele abonnementsidéen. Hvorfor insistere på abonnementsordninger som de var før pandemien, når nu publikum rykker mod en mere kortsigtet og spontan billetkøbsadfærd? Økonomiafdelingerne rundt omkring er uden tvivl glade for abonnementsordninger, fordi de giver en tryghed i regnskabet, og det er tal, som man kan regne med, men kunne man arbejde med mere moderne abonnementsordninger inden for live-kunsten?
  
  Hånden på hjertet; hvis jeg spurgte dig lige nu, ville du så være villig til at lægge 1000-3000,- for 7-8 koncerter fordelt over det næste år? Nej, vel. Corona spøger stadig.
  

Der er faktisk rigtig gode eksempler på, at man allerede er begyndt at modernisere abonnementstanken rundt om i Danmark.:

I Tivoli, da Maria Frej var Musikchef, blev der for eksempel indført abonnement på 4 koncerter, hvor du kunne bytte den ene af koncerterne til en anden koncert. Det er overskueligt, og det er fleksibelt.

Fleksibiliteten får du også hos Det Kongelige Teater. De har lavet forskellige medlemsordninger, hvor den mest iøjenfaldende er deres Sceneskift, hvor man som ung under 25 år for 99,- om måneden kan få ubegrænset adgang til alle forestillinger på Det Kongelige Teater. Jeg gentager; ALLE forestillinger... På Kulturværftet gør man det samme med initiativet, Liveforbundet, hvor man for 135,- om måneden får fri adgang til minimum 52 koncerter om året.

Virker det velkendt? Hjemme hos os har vi pt. lignende abonnementer på fitness og 2-3 streamingtjenester. Men hvis du spurgte mig, om jeg for 3000,- ville have adgang til 7-8 serier eller film, som andre har valgt til mig. Nej tak.

Abonnementsordningen er ikke død, men den skal moderniseres.

Hvordan arbejder I med abonnementstanken i jeres institution? Lad os få de gode eksempler frem i lyset fremfor at græde snot over, at abonnenterne, som vi kendte dem, forlader os.