Kan dine programnoter bestå borddame / bordherre-testen?

Jeg har det tit som Mulle fra filmen "Zappa", når jeg sidder til en koncert og skal læse programnoter. I husker sikkert scenen, hvor de andre drenge tvinger stakkels Mulle til at spise en skovsnegl, så han kan være med i hulen og få sin elskede rokokopude tilbage.

Her kommer et postulat: Programnoter er tit alt alt alt for indforståede og fyldt med ord, som absolut ingen mening giver for et gennemsnitlig koncertpublikum - og da slet ikke for alle de såkaldte nye publikumsgængere, som vi alle sammen så gerne vil have fingrene i.

Aubrey Bergauer, som var Executive Director for California Symphony i en årrække, fortæller i et blogindlæg om en publikumsundersøgelse de lavede tilbage i 2016 med fokus på den samlede koncertoplevelse for publikum. De undersøgte publikums forhold til mange af de elementer, der hørte til før koncerten; hvordan er hjemmesiden? hvordan vælger jeg pladser? hvad skal jeg have på? hvor kan man parkere? Og de undersøgte publikums forhold til mange af de elementer, der udspillede sig til selve koncerten; musikken, hvem byder mig velkommen? hvem er de andre til koncerten? ligner de mig? Ja, og så selve issuet med programnoter. Der er virkelig gode give-aways her:

"Program notes in particular had varying opinions (and a lot of discussion) from this group. While they all wanted more information in advance, some did not want to read the program book to find information once they were there, preferring to simply enjoy the experience and “take it all in.” ".

Og andre bemærkede dette, der fint understreger dette indlægs hovedpointe:

"Others did want to voraciously consume the information in the program book, but were universally quick to tell us how dry it can be."

“It [program notes] sounds like a wine description.”

For et stykke tid siden, sad jeg selv bag tasterne og skulle sætte programnoter op til en koncert med et nyere dansk værk, hvor komponisten selv havde beskrevet værket. Med min baggrund gav teksten fuldstændig mening, men så prøvede jeg at lave borddame/bordherre-testen.

I kender alle til situationen, hvor man til en fest er blevet placeret ved siden af et fremmed individ, og så skal man relativ kort og simpelt forklare vedkommende om ens arbejde. Jeg skal sige, at det kan være op ad bakke, når man arbejder som kunstner og i den kreative del af spektret!. Forestil dig så, at du relativt kort og simpelt skal fortælle din borddame / bordherre om den musik, som du har programsat. Dejlig opgave, ikke?

Så går det bare ikke at smide om sig med ord som preludio, gammeldags overture, åben form, passacaglia og unisono (dette er eksempler fra den virkelige verden - ét værk...).

En af mine venner (ikke musiker) var engang til torsdagkoncert med DR Symfoniorkestret, hvor de spillede Tchaikovsky's 4. Symfoni, og jeg kan huske, at han var voldsomt irriteret over, at strygerne lagde buerne i 3. sats for at spille pizzicato. Jeg forsøgte at forklare ham, hvad der var på spil, og at det jo var et valg Tchaikovsky havde taget og altså ikke musikerne i orkestret.
Hvis du har folk blandt dit publikum, der stejler over det her, hvordan vil de så tage i mod dine programnoter, hvor du fortæller, at dit værk minder om en gammeldags overture?!?!!

Ved de sidste koncerter, som jeg selv har haft ansvaret for, er jeg begyndt at gå helt væk fra programnoter, (dog med en enkelt undtagelse, da jeg dirigerede Shostakovich 5. Symfoni i Tivoli tilbage i maj.).

I stedet for at fylde det udleverede koncertprogram med detaljer og fakta om komponisten og værket, har jeg forsøgt at formidle fra scenen. Hvad er det ved værket, som er interessant? Følger der en historie med? Kan vi relatere til det i dag? Hvordan? Er der noget særligt, som vi skal lytte efter? Hvorfor? Hvordan lyder det? Hvordan har det været at arbejde med / indstudere musikken? etc etc etc.

Det er min erfaring, at det giver en lang bedre oplevelse - og det behøver ikke være dirigenten. Det kan også være en konferencier. Faktisk er det tit bedre at få en til det, som tænker over bred formidling - ellers ender vi bare med at blive meget indforståede fra scenekanten, og så er vi lige vidt.

Det kan naturligvis også optræde i den form i et trykt koncertprogram, men hvis vi ikke selv kan bestå borddame / bordherre-testen, skal vi overveje, om vi ikke skal lade nogle andre faggrupper få sidste hånd på teksten.

Vi har virkelig ikke råd til at tvinge vores publikum til at spise skovsnegle, og det skulle Mulle heller aldrig have gjort!

Hvad er jeres erfaringer med programnoter? Er I gået helt væk fra de traditionelle programnoter, eller hvordan arbejder I med formidling af den programsatte musik hos jer? Har I lavet lignende undersøgelser af jeres publikums holdninger til programnoter?

(Dette indlæg blev først bragt på LinkedIn)