Det sagde jeg bare ikke, det der…

Ensemble Mutatis / foto: Joe Kniesek

Her i efterdønningerne af min festival Klassisk Efterår Tølløse kommer endnu et nedslag i nogle af de ting, som jeg har lært, og som jeg vil bruge det kommende år på at tænke mere over og forsøge at forbedre. Læs mit første nedslag om frivilligledelse her

En ting som er vigtig at være opmærksom på, når det kommer til ledelse, projektledelse og i det her tilfælde festivalledelse, er de mange forskellige bias, der kan gøre vores arbejde meget besværligt og i værste tilfælde helt ødelægge vores muligheder for at være innovative.

Helt kort er bias, når vi er forudindtaget. Det kan vi være bevidst eller ubevidst. Bias er hjernens evne til at behandle de store mængder af information, som vi hvert sekund udsættes for - det viser sig, at hjernen kun er i stand til at behandle ca 40 informationer bevidst pr. sekund, hvorimod at den behandler 11 mio. informationer ubevidst pr. sekund. Overvældende, og derfor kan det være en god idé at være opmærksom på, hvad der ubevidst er på spil, når vi skal træffe beslutninger, eller når vi skal skabe innovation.

Ugen efter sidste festivalkoncert skulle jeg fremlægge et foreløbigt regnskab for bestyrelsen, og det er et faktum, at vi har solgt en smule færre billetter end sidste år. Og da jeg fremlagde de foreløbige tal, så var det, at det som en refleks røg ud ad munden på mig.

"Det har nok noget at gøre med, at folk holder pengene tæt i disse tid og ikke vil bruge dem på kultur".

Og jeg fortsatte:

"Undersøgelser viser også, at publikum ikke rigtig er vendt tilbage i samme størrelse som før corona."

Bestyrelsen godtog sådan set forklaringen, for den er ikke forkert; Undersøgelser både nationalt og internationalt viser rent faktisk, at der er ganske godt hold i de to påstande. F.eks kan man i en måling foretaget i starten af september af applaus læse, at 51% af de adspurgte synes, at stigende udgifter til forbrugs- og konsumvarer har påvirket dem negativt med hensyn til at opleve professionel kunst og kultur.

I en større publikumsundersøgelse i 2022 foretaget af applaus, Danske Ensembler, Orkestre og Operainstitutioner DEOO og Dansk Teater kan man ligeledes læse, at 27% af kernepublikummet ikke har været i teatret eller til koncert seks måneder op til undersøgelsens lancering. (Det skrev jeg om her: Er abonnementsordningen som vi kender den død?)

Men er det virkelig hele forklaringen eller røg jeg lige i med begge ben i den bias, som i adfærdskredse har fået det lækre navn Actor-observer-bias ?

Actor-observer-bias kan bruges, når vi f.eks. tilskriver store succeser og bedrifter interne faktorer, altså vores egne evner, men hvis noget ikke lige når vores satte mål og ønsker, så tilskriver vi det eksterne faktorer.

Eller som i dette aktuelle eksempel fra min festival; havde jeg haft fem udsolgte koncerter og ventelister så lange som caminoen, så var det helt sikkert på grund af min nærmest guddommelige evner indenfor programlægning og marketing, mens det faldende billetsalg naturligvis kun kan tilskrives energikrisen i Europa og publikums generelle adfærd efter to år med corona.

Har I hørt det før fra kulturlivet? Ja, ikke. Rigtig meget. Og det er jo ikke forkert - tallene bakker det op. Men det er kun en del af forklaringen, og den denne anden del af forklaringen taler vi ikke så åbent om, for selvfølgelig har vi også selv indflydelse på situationen.

Præmisen om at alt var bedre før corona køber jeg ikke. Det var det slet ikke - vi havde også før corona et kæmpe problem i at invitere nye publikummer ind og ikke mindst fastholde dem. En måling foretaget i 2008 i USA viste, at 90% af førstegangs-koncertgængere aldrig vendte tilbage.

90%!?!?!?!! WHAAAAAT?!?!?

Hvis ikke det tal kan få os i arbejdstøjet og få os til at stille nogle helt essentielle spørgsmål omkring innovation af vores koncerter og branche, så ved jeg snart ikke, hvad der kan.

Og her vender jeg tilbage til de føromtalte bias. Hvis vi bare vil gentage, hvad vi altid har gjort de sidste mange år, så skal vi ignorere vores ubevidste bias, og så går publikumstallet kun én vej. Men hvis vi vil fremtidssikre og skabe innovation i en branche, der på mange måder er presset, kan vi gøre klogt i at begynde at identificere de bias, som præger vores arbejde, vores evne til at tage gode beslutninger og vores evne til at formidle den her fantastiske kunstform til langt flere mennesker.

Og hvad med min egen festival? Der er naturligvis nogle interne faktorer, som jeg skal være bedre på næste år. Selvfølgelig er der det. Vi havde faktisk to udsolgte koncerter med venteliste, men en del af forklaringen vedrørende årets faldende billetsalg skal helt sikkert findes i, at jeg havde placeret de forventelige mest populære koncerter på koncertsteder med begrænset kapacitet. Så det var en kærkommen reminder om, at jeg i min planlægning fremover også skal tage bedre højde for koncertstedernes kapacitet.

Hvornår er du sidst selv faldet i Actor-observer-bias-fælden?

(Dette indlæg er publiceret første gang på LInkedIn, og optræder her i en justeret udgave)