Én bog kan løse de fleste problemer på arbejdspladsen

foto : Christina Morillo

Det lyder vildt ikke? Én bog.

Jeg er sikker på, at man ville blive millionær, hvis man kunne skrive bogen, der ville kunne bidrage til at løse problemerne med sure chefer, dårlig trivsel blandt medarbejdere, højt sygefravær og uendelige ligegyldige konflikter på landets arbejdspladser.

Men måske er den allerede lavet.

Bogen jeg taler om har siden udgivelsen i 1894 været en af de mest sælgende bøger i Danmark. Faktisk har den solgt over 3 millioner eksemplarer.

Den er blå.

Det er naturligvis ikke selve bogen i fysisk format, som kan bidrage til alle de her gode ting - så det hjælper altså ikke blot at fastgøre den på din pande, som den Tefilin man ser nogle af de meget troende jøder bære, og så ellers fortsætte som I altid har gjort.

Der skal handling til - og det kan begrænses til kun ca. 10 minutter om dagen.

Jeg taler naturligvis om Højskolesangbogen. Ingen anden bog jeg kender inviterer til fællessang og fællesskab som højskolesangbogen. Den inviterer ikke kun til fællesskab, men den inviterer os også til at reflektere om vores syn på fællesskab. Tag f.eks. de mange offentlige debatter, der kommer, hver gang en ny sang optages i bogen.

Bogen jeg taler om har siden udgivelsen i 1894 været en af de mest sælgende bøger i Danmark. Faktisk har den solgt over 3 millioner eksemplarer.

Og hvad har det med moderne arbejdspladser at gøre?
Med et simpelt handlingsgreb med fællessang på arbejdspladserne vil du faktisk kunne bidrage positivt på sure chefer, dårlig trivsel blandt medarbejdere, højt sygefravær og uendelige ligegyldige konflikter.

Prøv også at forestille dig, hvordan et svært og krævende møde på din arbejdsplads ville have mulighed for at blive mere konstruktivt, hvis I begyndte med en fællessang.

Det er radikalt - jeg ved det. Men for mig giver det ingen mening, at sang ikke er repræsenteret mere på arbejdspladserne, end det er tilfældet i dag. Vi synger sammen i alle mulige andre sammenhænge; jul, begravelser, bryllupper, runde fødselsdage, sølvbryllupper osv osv osv.

Den gode nyhed er, at det ikke kun er en 'synsning' fra skribentens hånd. Evidensen og erfaringerne er ret klare på det her punkt; sang og fællessang har mærkbare postitive effekter på menneskers generelle sundhed.

Ifølge Töres Theorell, Professor Emeritus i psykosocial medicin på universitet i Stockholm, så peger forskningen på, at sang har en positiv effekt på hjerte, lungekapacitet og på de hormoner, der gør, at kroppen heler hurtigere.

Dertil kommer, at erfaringerne med morgensang i virksomheder og på arbejdspladser blandt andet viser øget arbejdsglæde og en anden stamina til de mere trælse opgaver.

Allan Broberg, filialchef i transportkoncernen DSV, fortæller i et interview i Aarhus Stiftstidende fra 2008, at

"normalt åbner folk deres e-mail for at finde ud af, at en container måske er strandet i New York. Med en sang i bagagen er vi mere parate til at klare den slags med et smil"


Tænk også på fællessangens store betydning for rigtig mange mennesker under coronanedlukningerne. Faktisk havde fællessang fredag aften på DR1 langt større seertal end f.eks. X Factor på TV2, og på et af de talrige nedlukningspressemøder fra 2020 nævnte selveste Statsministeren fællessang som et greb til at styrke sammenhold og fællesskab. 

Spar de dyre konsulenter væk og drop de uendelige trivselsundersøgelser, der ikke fører til noget. Brug i stedet 10 minutter hver morgen på morgensang og se, hvad der sker med sammenhængskraften mellem ansatte i alle lag og funktioner, de ansattes tilknytning til arbejdspladsen, det sociale sammenhold medarbejderne imellem, arbejdstrivslen, sygefravær og optræk til stress.

Bogen koster 295,- kroner, og hvis det kommer til value for money, så er det er altså de færreste konsulentrapporter, der kan konkurrere med det.


(indlægget blev først bragt på LinkedIn)

Previous
Previous

Hvordan en korskole og en flersproget administration kan åbne dørene for særlige publikumsgrupper

Next
Next

Sådan kan markedsføring af hundemad hjælpe dig til at få flere børn og unge til koncert